162

Sejr til U19 drengene over Solsiden

Foreningsnyt
19. september 2011 - 22:32 af: Stig Person

På en for årstiden rigtig flot opvisningsbane i Vodskov, skulle U19 drengene revancere sig fra sidste uges pinlige nederlag på ikke mindre end 7 -0 i Øster Doense.

Solsiden kommer bedst fra start og ligger et stort pres højt oppe på banen og ret beset har Vodskov stort set ikke fat i bolden de første 15 minutter af kampen.

Solsiden tilspiller sig dog ikke nogen målchancer, men holder bolden flot i egne rækker og Vodskov kæmper med at stå rigtigt i både forsvar og midtbane. Vodskov virker til at være mere bange for at tabe i kampens start og har ikke modet til at komme højere op på banen. Dette ændrer sig dog som kampen skrider frem, men fortsat opstår chancer på enmandspræstationer og lange stikninger i dybden, på en enlig Mike Pedersen på toppen. Michael Larsen kommer til 2 rigtig flotte afslutninger men desværre uden scoring. Efter en flot afslutning fra Mike er Mikkel Munk pludselig kommet med op i feltet og får scoret på riposten. En befriende scoring der betød, at spillet herfra blev konstant bedre.

En kamp i kampen stod mellem Vodskovs Kasper Gjøderum og Solsidens anfører. Sidst de to hold mødtes scorede Solsidens anfører begge deres mål, en ekstremt dygtig og klog spiller. Denne gang var det Kasper, der trak det længste strå. Stort set uden et frispark holdt Kasper Solsidens anfører ude af spillet hele kampen, en flot præstation, der også betød, at Kasper kunne lade sig hylde som kampens spiller.

I slutningen af første halvleg får Mads Bjørn et trælår hvilket bestemt ikke er til Vodskovs fordel. Mads melder sig dog klar til anden halvleg og spiller kampen færdig trods smerter i låret. En rigtig flot præstation krydret med mange flotte detaljer og kvalificerede afslutninger.

På et hjørnespark i begyndelsen af anden halvleg scorer Nicolai direkte på hjørne. En flot detalje som han påstår er indøvet, nogen mente det var vinden. Nicolai spiller en solid midtbane i denne kamp og formår at holde et højt niveau, denne gang i 90 minutter.

Christian Phillipsen leverer igen en flot kamp med mange flotte redninger og ikke mindst rigtig flotte indgreb i feltet. Desværre glipper kommunikation mellem Kasper Nitchz og Christian i anden halvleg. En ufarlig bold går mellem de to spillere og i mål. Hvem af de to der vil tage dette drop på sig må de diskutere i omklædningsrummet.

Så fra at have ført 2-0 står der pludselig 2-1. Vodskov spiller i denne periode flot fodbold. Spiller fint rundt og viser at spillet er simpelt hvis afleveringer ligger rigtigt og alle løber for hinanden. Mads Bjørn tager ansvar og lukker kampen til Vodskov sejr 3-1.

Alt i alt en godkendt holdindsats hvor alle yder en stor arbejdsindsats. Træneren håber, at de gode momenter kan overføres til 90 minutter i næste svære udekamp mod Birkelse.