Det lignede en sikker sejr til Vodskovs serie 4 hold, da der manglede 10 minutter af kampen på Gandrup stadion. Men de sidste minutter blev dramatiske og VHG/GS fik vendt kampen til en sejr på 3-2.
De første 45 minutter var et meget tæt opgør. Ingen af holdene formåede at spille sig til store chancer. Vodskov, som i dag spillede i blåt, havde et lille overtag og var tættest på scoring på et par godt gennemspillede angreb. Vester Hassing/Gandrup var farligst på lange bolde til deres hurtige angribere og på dødbolde. Men stillingen ved halvleg var 0-0.
Anden halvleg startede som første uden de store chancer til nogle af holdene, men stadig med Vodskov som det mest kontrollerende hold.
På 3 minutter midt i halvlegen fik Vodskov scoret 2 gange og begge mål var rene perler. Først kom Martin Pedersen med frem i venstre side og lagde en flot indlæg ind i feltet, her dukkede Anders Nygaard op og kastede sig frem i bolden og dirigerede den flot med hovedet ind til venstre for målmanden til 1-0. 3 minutter efter viste Tim Klitgaard at han er ved at være klar efter sine skader. Tim modtog en hold fra højre på kanten af feltet drejede sig rundt og sendte bolden behersket ind i fjerneste målhjørne uden chance for målmanden.
Med 25 minutter tilbage af kampen skulle den køres sikker hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Med 15 minutter tilbage fik Tim et gult kort efter en stempling – Vodskovs andet gule kort i kampen. Men Vester Hassing/Gandrup så ikke ud til at kunne udnytte situationen lige indtil 10 minutter før slutfløjt, hvor de fik tilkendt et hjørnespark i venstre side. For en gangs skyld mistede Vodskov forsvaret koncentrationen og en VHG/GS spiller kom højest og kunne heade bolden i nettet til 1-2.
5 minutter senere blev VHG/GS hurtige angriber spillet fri i dybden, Vodskovs målmand Alexander Rostrup, som inden da havde spillet en god kamp med sikre indgreb, kom hurtigt ud af sit mål, men ikke hurtigt nok og fældede angriberen og dommeren dømte korrekt straffe, samtidig blev Alex udvist. Madsen tog målmandshandskerne men var chanceløs ved straffesparket. Så var stillingen 2-2.
VHG/GS øjnede chancen for at snuppe alle 3 points og det lykkedes med 5 minutter tilbage, da Vodskov forsvaret ikke så godt ud, da en VHG/GS-spiller blev spillet fri mod baglinien og lagde en hårdt indlæg ind foran mål, hvor en af de hvide VHG/GS’ere dukkede op og sparkede bolden i nettet hårdt presset af Vodskov forsvaret. Vodskovs første nederlag i en turneringskamp i 2011 var en kendsgerning.
Det bliver spændende om Vodskov-holdet kan rejse sig i de næste par kampe, hvor der venter stærke modstandere ført tirsdag den 6. september klokken 18.30 på hjemmebane mod KB81 og lørdag den 10. september ligeledes på hjemmebane klokken 14 mod rækkens førerhold Vestbjerg.
Jens Kalør 4. september 2011